Landsstævne, Rosenparade og Kammeratskabspris

Hedensted rideklub har denne weekend lagt faciliteter til et landsstævne i ponydressur.
Det er bestemt ikke første gang at klubben påtager sig ansvaret for at
afholde så stort et stævne ,og endnu engang formåede de at løfte opgaven
på bedste vis.

Ditte Pedersens kammeratskabs pris ,som bliver uddelt en gang om året, gik i
år til Nana Gajhede.

Traditionen tro blev der afholdt Rosenparaden til ære for de ryttere, der rider deres sidste år på pony.
I den forbindelse bliver der overrakt en speciel roset til rytterne, der stod
flot opstillet på midterlinjen i ridehuset.

Rosenparade1 2013


Fra officiel side blev der endvidere afholdt taler af Rigmor Kristensen, Ulla Martens, og en repræsentant for
Hedensted Rideklub, som endnu engang var god vært for dette årlige arrangement.

Årets tale til Rosenparaden

Årgang 97’s ponydressurryttere takkede af med klapsalver og smil – ikke mindst som følge af de to små
miniaturehingste, som Egehøj Miniatures venligst havde udlånt til Kristine Koch Bejtrup og Victoria E.Vallentin. Pigerne medbragte de små miniatures i henholdsvis rød og palominofarvet som symbol på deres succesfulde ponyer Dornick-Son og Natalina, som også blev takket i den tale pigerne sluttede deres ponykarriere af med at holde til Rosenparaden .

Rosenparade 2013

Med ros til både afgående landstræner Vibsen, nuværende landstræner Jette Nevermann og holdleder Rigmor Kristensen og en stor tak fra pigerne til forældre, ponyer og deres uvurderlige venskaber, blev talen sluttet af med et håb om en fortsat god sportsånd inden for dansk ungdomsdressur.





Rosenparadetale af Kristine Koch Bejtrup og Victoria E. Vallentin
Så kom tiden hvor det blev årgang 97’s tur til at tage afsked med de kære ponydyr. Både Kristine og jeg er enige om at tiden er fløjet afsted og gået alt for hurtigt. Men ligesom mange af de andre ponyryttere som står bag os, kan vi se tilbage på en fantastisk tid fyldt med minder og fantastiske oplevelser… men! Alle og enhver ved, at det ikke kan gøres alene og vi har alle været utrolige heldige med hjælp fra forældre, vores dejlige ponyer og selvfølgelig dig Jette og dig Rigmor.

Jette vi må indrømme at vi var lidt nervøse for skiftet mellem dig og Vibsen, da vi synes du virkede lidt stram i betrækket og hård udenpå. Det skyldes bl.a. en tur til Østrig engang, hvor vi sad på restaurant og du skulle som den første prøvesmage vinen. Vi glemmer det aldrig, for du valgte at sende vinen ud igen flere gange og sige ”duer ikke”. Vi andre var flade af grin, men den stakkels tjener blev mundlam, og meget bange for dig!. Faktisk havde Victoria og jeg en lille frygt for dig siden dengang og det tror jeg også nogle af de andre ponyryttere kan skrive under på! Men vi har så sandelig taget fejl.. Vi lærte dig hurtigt at kende og fandt ud af at du var en kvinde fyldt med sort humor og godt humør. Det er ikke så lang tid vi nåede at have med dig, men alligevel nåede vi at få nogle sjove minder med på vejen sammen og vi er sikre på at du vil skabe nye sjove minder og oplevelser med alle de søde ponyryttere der venter dig i fremtiden og vi ønsker dig alt held og lykke!

Rigmor, Rigmor, Rigmor, hvor skal vi dog begynde. På den lange rejse vi har været igennem med opture og nedture har du altid bevaret det gode humør og sørget for god stemning. Vi har været meget igennem, og så lærer man hinandens ”listige sider at kende”, vi har bl.a. flere gange set dig liste væk fra Vibsens idrætstimer, hvor vi andre har måtte knokle så sveden løb og du har i stedet tilsluttet dig forældrenes selskab. Selvom du ikke er fan er Vibsens idrætstimer, er du vores elskede holdleder og det ville ikke være muligt at gennemføre internationale stævner uden dig.

Nu når vi alligevel har Vibsen inde over, synes vi det er på sin rette plads at sige et par ord om hende også. Vores tid sammen vil huskes for evigt og altid, for Vibsen har altid haft ”reservemor rollen” og en ting vi altid vil huske hende for, er hendes undværlige sodukoer. Til jer der ikke ved hvad det indebærer, kan vi fortælle at Vibsen insisterede på, at en soduko skulle være løst inden første rytter red på banen i en holdkonkurrence. Hvis denne soduko ikke blev løst mente Vibsen alvorligt, at det ville give et dårligt resultat for holdet. Alle os 97’ere der er samlet her i dag har tilbragt det meste af vores ponytid med vibsen og selvom Vibsen ikke er landstræner mere, er vi utrolige glade for at holde kontakten og stadig se hende til de fleste landsstævner, som vi kender hende, nemlig: Frisk, Kæk med kommentarerne og altid engageret.

En stor tak skal også lyde til vores elskede forældre, for uden dem, ville intet af det her, være muligt. Vi glemmer måske indimellem at vise jer vores taknemmelighed men vi er udmærket klar over, hvor meget energi, tid og penge i bruger på os. I rejser land og rige rundt for vores skyld… men vi har gennemskuet jer! I vil det nemlig ligeså meget som os ryttere og de kære ponydyr har også sat et spor i jeres hjerter.

Ligesom os ryttere har fundet venskaber for livet, så er vi sikre på at i også har fundet jer nogle venner for livet. Det sociale der foregik mellem jer er altid en fornøjelse at se på som barn og det gør os alle glade at se jer grine sammen og skabe jeres egne minder sammen. Vi håber selvfølgelig det fortsætter i fremtiden og på alle 97’ernes vegne kan vi godt være bekendt at sige vi glæder os til flere hyggelige stunder sammen i fremtiden.

Ligesom at vores forældre har skabt et specielt bånd sammen, så har os ryttere i hvert fald skabt noget helt særligt. Vi har fået venner som vi har gået igennem tykt og tyndt med og selvom ridning er en selvstændig sport, som gør os til individualister helt ud til fingerspidsere, så er vi der altid for hinanden. Godt nok er vi også konkurrenter når vi sidder på ponyerne, men så snart ponyerne står i boksen er vi en stor gruppe af fælles veninder som ganske enkelt, bare har det skide sjovt!

For os har de mange landsstævner været en helt anden verden at komme til. Fra torsdag til Søndag har vi levet i et helt andet univers, hvor vi har koblet fra hverdagene. Det er bla det fællesskab som vi har skabt sammen, der gør at vi altid glæder os til at komme til landsstævner.

Så piger! Uanset hvad der sker i fremtiden, skal vi bevare kontakten og holde sammen som et stort team!

Vi vil slutte denne tale af med, at takke dem der har gjort mest for os på denne lange rejse, nemlig vores ”bedre halvdel” ponyerne. I alle disse år, de har slæbt rundt på os og vendt op ad midterlinjen flere hundrede gange har de givet os gode og nogle mindre gode oplevelser og selvom de dårlige ture har været hårde, må vi huske på, at det kun gør os til bedre og stærkere ryttere. Vi kan alle takke ponyerne for at have gjort os modne og klar til at starte et nyt spændende kapitel. Det gælder både vores ride karrierer, men i den grad også vores hverdag. Vi har nemlig lært at planlægge og kæmpe indtil det det virker. Også prioritering har vi lært, såsom at vælge træning eller stævner frem for fester, veninder osv. Dog skal i vide, at vi ikke er et sekund i tvivl om at det har været det hele værd.

Uanset hvad fremtiden bringer, har det været den bedste tid i hele vores liv og en tid der aldrig vil blive glemt………

Rosenparade2 2013